- 10-05-2012 22:27 | 100 visninger | 4 kommentarer

Denne novelle har taget mig mange måneder at danne i mit hoved. Dog tog den mig kun en time at skrive. Hvis nogen ville læse den, ville jeg værdsætte det. Ellers så bare tak.

Timernes døjende cirkus åd mig op og jeg satte mig op fra sengen i et desperat forsøg på at trække vejret. Det var koldt udenfor, skønt at det var blevet forår. Jeg kunne ikke dufte solens varme eller de springende blomster, der groede tilfældigt ude for mit vindue. Jeg var alene. Jeg vidste ikke hvornår jeg skulle vågne op igen.
Det virkede som om jeg havde været alene i flere år, selvom jeg havde holdt mig i selskab med få mennesker, der alligevel ikke ringede tilbage, når jeg havde brug for det. Hvis man skulle være ærlig, så havde jeg levet på disse mennesker. I håb om at jeg ville finde fred i mig selv. Jeg frygtede ensomheden, som voksede på mig. Min sjæl protesterede for alle disse fald, som jeg påtog mig for at finde en ven, eller en eller anden, men jeg endte altid med at blive skuffet.
Hvem kunne også elske mig? Jeg kunne knapt nok kigge ind i spejlet og finde tilfredsstillelse. Hvordan skulle nogen nogensinde finde noget i mig?

Jeg ledte efter en person, som kunne elske mig for den person, som jeg kunne holde ud at være, men jeg fandt aldrig den person. Blot en midlertidig illusion, som dækkede over at mine krav var blevet mindre og jeg var ikke særlig kræsen.
Bare jeg ikke var alene, så var det, det værd. Bare jeg ikke var alene. For ensomheden kom bag på mig. Krøb under mine dyne og spiste mine tæer. Den arbejdede sig op til mig og jeg ventede blot i kulden på, at den ville nå mig.
Spørgsmålene spredte sig i mine tanker. Hvad ville der mon ske, hvis den nåede mig? Ville jeg dø? Er ensomheden i virkeligheden døden?

Jeg gik ud i køkkenet og tog et glas vand. Stirrede på glasset med smertestillende på hylden overfor mig, men jeg lod som om jeg ikke så det. Lod som om at jeg ikke kunne tænke tanken, men den strejfede mig mange gange. Nogen gange flere gange i sekundet.
De fleste tilfælde var det i et desperat forsøg på at ende lidelserne, som jeg gik igennem. Andre gange var det fordi jeg virkelig ikke kunne se en anden udvej.
Dog så tog jeg altid kun pilleglasset og lagde dem tilbage. Engang tog jeg dem alle ind i munden og slugte nogen, men spyttede resten ud.
Jeg var ikke bange for døden. Det var ikke det. Jeg var ikke bange for at lide. Det var ikke det. Jeg var bange for det gik galt og jeg stadig ville være i live. Jeg var bange for at overleve.

Minderne var det værste, fordi det fik mig til at indse, hvad jeg havde haft og mistet. Det mindede mig mest om, hvad jeg kunne have haft, men mistede før jeg overhovedet nåede at bære det på mig.
Mine fingre frøs og jeg tog ekstra tøj på inden jeg begav mig ud i verden. Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren og indså, at der ikke var nogen udenfor. Jeg var blevet glemt af ham jeg allermest ville glemmes af, men også reddes af.
Jeg elskede ham ikke, og han elskede ikke mig. Nok fordi vi begge ikke var i stand til at elske. Det var de samme skænderier om igen. Forventninger blev ikke opfyldt og jeg kunne ikke holde til det.
Men jeg holdt fast i håbet om, at han ville ændre sig, men ikke mindst at jeg ville. Jeg var altid endt i forhold, hvor jeg måtte gå på kompromis med mig selv. Aldrig mødte jeg nogen, der faktisk lyttede til mig og var interesseret i, hvad jeg havde i tankerne.
For jeg havde ingen tanker. Jeg blev set som en mannequin. Livløs bag en glasrude. Urørt og glemt i mængden af de andre lignende mannequins. Det gjorde ondt for det meste, indtil jeg indså, at det ikke kunne ændres.
Jeg måtte ændre mig.

”Hvordan går det i dag?”, spurgte hun. Den eneste, der havde spurgt mig det spørgsmål i for lang tid. Min psykolog. Og selvom jeg havde længtes efter at nogen spurgte mig om det, så løj jeg altid, når hun endelig stillede spørgsmålet.
”Fint”.
”Hvordan har du sovet?”. Hun skrev ned i en lille blok foran sig, mens hendes hoved hvilede ned i hendes anden hånd. Hun sad med benene over kryds i en stol overfor mig. Hun var klædt i en lang blomstrede nederdel og farverige halskæder. Hun var en ældre kvinde og det afslørede hendes rynker.
”Jeg har sovet godt”, svarede jeg mens jeg betragtede hende.
”Ingen mareridt?”.
”Ingen mareridt, nej”, svarede jeg og nikkede. Alt imens mine tanker gik i gang med at genskabe de samme billeder, som besøgte mig den nat. Min krop var død, mens jeg stadig var levende. Fanget inde i en krop som symbol på et fængsel. Jeg skrabede mine negle ind i mit indre og bed i mine organer for at komme fri, men jeg var viklet ind i blodårer og min puls. Jeg kunne ikke komme ud. Jeg kunne blot kigge ud af mine øjne, som stadig var åbne. Foran mig stod et glas med piller og straks forstod jeg hvad jeg havde gjort.
Jeg var død, men stadig i live. Jeg ventede i dagevis på at nogen ville finde mig, eller mindst ringe til mig, men min telefon var stille. Ingen havde lagt mærke til at jeg havde været væk. Der gik flere måneder og jeg begyndte at lugte. Lugten kom indefra, hvor jeg befandt mig og jeg kunne kun trække vejret ud fra min åbne mund. Jeg var en person inde i min gamle krop. Spærret inde med den viden at ingen vidste hvor jeg var. Ingen havde lagt mærke til mig.
Jeg ville rådne op og blive ugenkendelig før nogen ville få mig ned i jorden. Få mig skåret op og løse mig fri fra disse organiske lænker.

Måske hvis de skar min krop op, ville jeg blive født på ny og hoppe ud og være et helt andet menneske. Nogen ville sige jeg var helbredt, endda uden piller. Jeg ville leve mit liv anderledes. Jeg ville flytte og skabe en ny atmosfære. Jeg ville ikke være bange for at leve.
”Tager du de piller, som jeg ordinerede til dig?”, spurgte hun igen uden at kigge op, fordi hun var fordybet i det hun skrev.
”Ja, det har jeg”, svarede jeg.
Nej. Aldrig i livet.
"Det er to uger siden jeg ordinerede dem. Har der været nogen bivirkninger?”. Hun kiggede op og mødte mit blik, der flakkede rundt. Hun ville vide jeg løj, hvis jeg sagde noget, så jeg rystede blot på hovedet.
”Det var jo fantastisk. Så denne medicin fungerer altså for dig, så ville jeg forslå at vi fortsætter med den”, jublede hun inderligt.
Jeg havde været igennem den meste medicin, indtil jeg valgte at stoppe. Bivirkningerne var værre end hvordan jeg normalt havde det, så jeg bestemte mig for at det ikke var det værd.
”Snakker du stadig med din far?”.
”Nej”.
Hun lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kryds, mens hendes fingre legede med hendes halskæder.
"Hvorfor ikke?”.
”Han har travlt. Han er rejst”, svarede jeg og smilede, selvom det gjorde ondt. Så satans ondt.
”Nå, men så må du bare sørge for at holde kontakt over telefonen mens han er væk. Det er vigtigt for dig, at du vedligeholder forholdet med din far. Selvfølgelig i de doser, som du kan klare det”, sagde hun. ”Det blev vi jo enig om”.
Jeg nikkede. Nej, vi gjorde ej.

Jeg gik op til hans dør og bankede på. Klara åbnede døren og stirrede forbavset på mig.
”Nå, det er dig, Nina. Vi forventede egentlig gæster, men kom endelig ind”, sagde hun og åbnede døren helt. Jeg trådte ind i mit barndomshjem, som var det hus som jeg voksede op i med min mor og far. Jeg kunne huske, hvordan jeg løb ned ad det lange trægulv med mine bare fødder og direkte ud til haven, hvor min mor sad ved hængekøjen og læste.
Min far slog sædvanligt græs eller holdt øje med naboerne, så han senere kunne klage over noget. Især vores nabo, som var en ung mand, der ikke var gift og havde en stor hund. Min far mente at han var kriminel, men i virkeligheden var han pædagog og kunster i fritiden.
”Din far er ovenpå”, sagde Klara, mens hun gik ud i køkkenet. Der duftede af kylling i ovnen. Hele huset var blevet anderledes efter min far giftede sig med Klara.
Klara var opsat på at give huset et nyt frisk udseende og derfor malede hun vores fortid over med ny sprudende maling og dækkede derfor vores ar og minder.

Jeg nikkede og gik op imod trapperne. Klara var næsten på min alder, da hun blev gift med min far, hvilket var derfor jeg ikke brød mig om hende de første år, hun var i huset, men efterhånden begyndte jeg at få ondt af hende.
Jeg gik op ad trapperne og kunne høre fjernsynet køre i baggrunden. Han sad i en stol med ryggen til mig og selvom han godt kunne høre mig vendte han sig ikke om og hilste. Han lod som om han ikke hørte mig.
”Hej far”, sagde jeg med dirrende stemme. Jeg gik med langsomme skridt imod ham.
”Nina”, sagde han sagte med irritation i stemmen. ”Hvad vil du?”.
”Jeg ville spørge hvorfor du ikke ringer tilbage. Jeg har noget at fortælle dig som er vigtigt”.
”Er det noget med ham fyren igen?”, hvæsede han. ”For jeg gider ikke jeres problemer mere. Hold dem for dig selv!”.
Han vendte sit blik imod fjernsynet igen og jeg stoppede op nogle meter bag ham.
”Nej, far. Vi er gået fra hinanden flere måneder siden”.
Min far begyndte at grine. ”Ja, det har du sagt så mange gange. Indtil I finder sammen igen”.
Jeg sagde ikke noget, men forblev blot der, hvor jeg stod.
Min far slukkede fjernsynet og vendte stolen om og stirrede på mig. Han kiggede intenst på mig, hvorefter han stønnede opgivende og lod sit ansigt hvile i sine hænder.
”Hvad vil du?”, spurgte han som om han gjorde sig parat til at få af vide en skuffelse. ”Er du gravid?”.
”Nej, far”, svarede jeg. ”Jeg har prøvet at ringe i flere uger, men du har ikke taget telefonen”, anklagede jeg.
”Hvad vil du have af mig, Nina? Jeg har andre ting at lave!”.
”Som at se fjernsyn? Jeg ved du er hjemme hele tiden. Det siger Nina selv. Hvorfor ringer du aldrig tilbage til mig?”, spurgte jeg og kunne mærke at jeg blev rasende over hans fjendtlighed.
”Fordi jeg ikke har overskud til at snakke med dig, Nina!”, råbte han og slog ud med armene i frustration.
”Har du ikke overskud til at snakke med din egen datter? Er jeg virkelig sådan en byrde for dig?”.
”Du er ikke en byrde”, sukkede min far og gned sig i panden. ”Jeg kan bare ikke holde til det”.
”Til hvad?”, spurgte jeg opgivende. ”Hvad kan du ikke holde til?”.
”At se på dig”, svarede han og kiggede væk. ”Jeg kan ikke holde ud at se på dig”.
”Hvad mener du?”.
”Du har forandret dig så meget, Nina. Efter din mors død er du begyndt at…”, han stoppede og vendte sig om, så han sad med ryggen til mig.
”At hvad?”, råbte jeg. ”Hvad er jeg begyndt på?”. I det vidste jeg hvad han mente, og jeg kunne ikke holde det ud. Jeg bed tårerne i mig og erstattede det med den konstante vrede jeg havde i mig, når det kom til min far.
”Det ved du godt. Se dig selv. Du fordærver dig selv.  Jeg sagde du skulle få noget hjælp. Jeg ville give dig alt, bare du fik noget hjælp”, sagde han roligt uden at kigge bag sig.
Jeg stod magtesløs og rev mig selv i håret. ”Jeg er ikke mor!”, skreg jeg.
Han svarede ikke, men forblev tavs.
”Jeg er ikke mor! Jeg er ikke mor!”, skreg jeg endnu højere og trampede i gulvet, mens tårerne endelig frigav sig.

Lige pludselig kunne jeg høre glade gæster komme ind ad hoveddøren og Nina som lød en smule nervøs for, hvad der foregik ovenpå. Hun ville helst ikke have folk vidste af mig, når jeg havde det sådan.
”Det ligger i dit blod, Nina”, hviskede min far trist. ”Du må søge noget hjælp inden du ender som hende”.
”Har du nogensinde overvejet, far”, gispede jeg og tørrede tårerne væk, ”At mor måske aldrig ville ende med at slå sig selv ihjel, hvis du havde været der for hende?”. Med det løb jeg ned ad trapperne og ud af hoveddøren.
Gæsterne kiggede forbavset på mig, mens Nina rystede på hovedet. Jeg kunne høre i det fjerne, hvordan hun beroligede dem med, at jeg bare havde en dårlig dag.
Den dårlige dag var erstattet af mange andre.

”Nina? Nina?”, spurgte hun og jeg vågnede op fra mine tanker.
”Ja, undskyld”, sagde jeg og rystede mit hoved.
”Er du sikker på, at der ikke er noget du vil dele med dig?”, spurgte hun.
Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har det okay”, svarede jeg og prøvede at smile, men opgav det på vejen.
”Hør her, Nina”, sagde hun og tog sine briller af, ”Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke siger noget. Du har været her i flere måneder, men du har ikke åbnet dig op. Kan du ikke prøve at beskrive hvordan du har det for tiden?”.
”Jeg ved det ikke. Jeg har det fint nok”, sagde jeg. ”Det er sikkert bare pillerne, måske”.
”Føler du dig tom?”.
Jeg nikkede.
”Har du stødt på denne følelse af tomhed før?”, spurgte hun.
Jeg nikkede.

Til min mors begravelse. Jeg stod hjemme i vores gamle hus og tog mine sorte kjole på, mens min far stod nede i køkkenet og græd sammen med min tante. Vi skulle op til kirken og jeg kunne ikke engang tage strømpebukser på. Jeg kunne ikke rejse mig fra sengen. Jeg iagttog mig selv fra sengen af, hvor jeg sad. Mine sorte rander om øjnene omringede mine øjne. Sorgen stod ud af mine egne øjne indtil det blev dræbt af træthed. Jeg havde ikke sovet i flere dage i frygt for nye mareridt om min mor.
Jeg rejste mig op og gik imod min dør. Jeg kunne høre min fars gråd og hans hvisken.
”Hvordan skal vi nogensinde klare det uden hende? Hun var standpunktet i vores liv”.
”Du er nødt til at tage dig sammen, Flemming, og passe på Nina. Hun har brug for dig”, sagde min tante kontant, selvom der var gråd i hende stemme.
Min far var sunket sammen på køkkengulvet og jeg indså, at intet ville nogensinde blive det samme igen.
”Tror du nogensinde Nina bliver sig selv igen?”, græd min far opgivende. ”Hun så det hele”.
”Jeg ved det ikke, Flemming. Tiden vil vise”, græd min tante med ham.

Jeg stod halvnøgen ved dørtrinnet og lyttede til dem og mærkede uroen i min krop. Glimt af aftenen kom så småt tilbage, men jeg lukkede øjnene i, hvorefter jeg tvang mig til at åbne dem igen. Det var ikke sket i virkeligheden.
De snakkede ikke om mig, men en anden Nina. Min mor levede og var lykkelig. Jeg gik over imod vinduet og kiggede ud i haven og ledte efter hende, men hængekøjen var tom og hendes bøger var blevet gennemblødt af regnen, fordi hun nåede aldrig at hente dem igen.
Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort forkert.

Jeg kom hjem den aften og fornemmelse af uro mødte mig straks, da jeg gik ind ad hoveddøren. Der var helt mørkt i et hus, der før var lyst i. Jeg kaldte på min far, men fik ikke svar. Da jeg gik op ad trapperne hørte jeg rindende vand fra badeværelset ovenpå og tænkte straks på min mor.
Jeg nærmede mig toilettet og hørte sangen spille i baggrunden: ”Why do the birds go on singing. Why do the stars glow above?”
”Mor?”, kaldte jeg, men hørte ikke noget svar. Døren var på klem og jeg åbnede stille døren op, men badeværelset var fyldt op med vand, hun var ikke derinde.
Jeg gik imod soveværelset og så hende ligge I sengen. ”Mor?”, spurgte jeg stille. Hun lå med ryggen til mig. Hendes hud var helt bleg.
Jeg vidste godt, hvad der var sket, men jeg lod tankerne holdes hen, mens jeg gik imod hende. På en måde var jeg nødt til at se det med mine egne øjne for at forstå det. Hvis jeg ringede til far ville han beskytte mig og lyve. Hvis mor var væk måtte jeg vide, om hun var glad imens hun tog afsked.
Jeg gik imod hende og lod mine hænder hvile sig på hendes kolde krop. Pilleglasset var tomt og lå på min fars side af sengen.
Jeg vendte hendes stive krop om på siden. Hendes mund og øjne var stadig åbne. Hun havde ligget der længe. Det virkede som om der var glas under hendes kolde hud. Hun var stadig smuk, selvom hun var ved at gå i forrådnelse.
”Mor?”. Jeg satte mig ned på mine knæ og hviskede hende ind i ørerne. ”Hvis du er derinde, så giv mig et tegn”.
Jeg lyttede efter, men hun var stille som døden. Jeg ruskede i hende. ”Mor?”. Hun reagerede ikke. ”Mor!”, skreg jeg i panik, da jeg indså, at hun var væk.
”Du lovede at tage mig med! Du må ikke forsvinde. Mor! Mor, vågn op!”, skreg jeg og ruskede hårdt i hende, men ikke det højeste skrig kunne vække hende op. Hun havde forladt mig for lang tid siden.
”Don’t they know it’s the end of the world? It ended when you said goodbye…”

“Hvorfra kan du genkende denne følelse, Nina?”, spurgte hun og kiggede på mig med triste øjne.
Jeg mumlede. Prøvede at finde de rette ord, men intet kunne virkelig forklare det. ”I mine mors øjne. I min krop da hun døde. Som hvis følelsen kom ud af hendes krop, da hun døde og derefter bosatte sig i mig”, hviskede jeg.
Hun blev stille og rykkede sig ikke det mindste. ”Er du bange for at blive som din mor?”.
”Ja”, indrømmede jeg.
”Er det derfor du ikke siger noget til mig?”, spurgte hun.
Jeg nikkede.”Hvorfor er du her, Nina? Jeg er nødt til at vide det”.
Jeg kiggede op på hende. ”For at behage min far”, svarede jeg ærligt.

”Er det virkelig derfor? Du er en voksen kvinde”, sagde hun og tog sine briller af. ”Du behøver ikke være her. Sig mig, Nina, hvorfor er du her egentlig?”.
Jeg rystede over hele kroppen og prøvede at finde kontrollen over mig selv. Tankerne talte til mig og beordrede mig til at holde det inde for mig selv.
”Fordi…”, hviskede jeg. Tårerne pressede sig på bag mine øjenlåg, men jeg lod hende ikke se det og gemte mit ansigt væk.
Jeg havde prøvet at fortælle min far det. I al den tid havde jeg prøvet at overbevise folk det modsatte, men jeg vidste at for at få ham tilbage i mit liv måtte jeg indse det og indrømme det.
Igennem alle disse år siden min mor døde drog jeg i krig imod mig selv og min far. Sorgen måtte ikke indhente mig, men den gjorde. Ensomheden flygtede jeg fra, men jeg levede i selve ensomheden uden at vide det.
Jeg flygtede fra livet, i frygt for at ville overleve, men jeg var allerede død.
”Fordi hvad, Nina?”.
”Jeg er her…”, sagde jeg og kiggede op. Tårerne fik lov til at trille ned ad mine kinder, mens jeg kiggede på hende. Hun gengældte mit blik.
”Fordi jeg ikke er okay”, indrømmede jeg og sank ned. Luften fløj ud af min krop og organerne i min krop begyndte at krympe sig, mens mit hjerte bankede løs.
Hun rakte hånden ud efter mig og klemte kærligt til min hånd, der lå på bordet.
”Det ved jeg godt, Nina. Det skal nok gå. Jeg er her for at hjælpe dig ud af det her”.
Jeg stirrede på hende og vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg græd bare videre i håb om at alle de år ville blive renset og komme ud af mit system.
Mit hjerte havde aldrig banket så frit den dag. Langsomt løsnede jeg mig fri fra lænkerne og lod ordene skære mig fri fra den døde krop. Jeg trak den friske luft ind for første gang, mens jeg lod hende vide alle mine tanker.
”Jeg er ikke okay. Jeg er ikke okay”, græd jeg endnu mere i det jeg blev ved med at se det, indså jeg det virkelig. Jeg var ikke okay.